Akut-Patienten: Nyt netmagasin om præhospital beredskab og telemedicin

Netmagasinet Akut-patienten er et journalistisk magasin uafhængigt af politiske, faglige og økonomiske interesser. Bladet fokuserer på det præhospitale beredskab og telemedicin ud fra et tværfagligt synspunkt. Netmagasinet Akut-patienten er en afløser for og videreførelse af magasinet Brand & Ambulance, som udgiveren Grafisk Hus i Hedensted med kort varsel besluttede at lukke i april 2010.

Det skriver vi om
Netmagasinet skriver om det præhospitale beredskab i alle dets aspekter – fra førstehjælp til avancerede telemedicinske behandlingsmetoder. Samfundets beredskab overfor den akutte patient eller tilskadekomne er i centrum. Vi træder også indenfor i skadestuen eller akutmodtagelsen - et område i rivende udvikling, fagligt og organisatorisk. Akut-patienten dækker også det telemedicinske område. Ny medicinsk teknologi kan om få år have flyttet mange former for medicinsk behandling udenfor sygehusene.

Dem skriver vi for
Akut-patienten skrives for alle. For overlægen, paramedicineren og ambulanceassistenten, for ministeren, regionspolitikeren og sekretæren. Vi kan ikke helt undgå lægelatin, men vi tilstræber at give forklaringer på dansk.

Udgivelsesplan
Netmagasinet Akut-patienten kommer hver anden onsdag - undtagen i sommerpausen i juli måned og i vinterpausen i slutningen af december.

Mission og mål
Akut-patienten har som mål at være et seriøst og velanset politisk og fagligt medie for professionelle indenfor den præhospitale sektor og telemedicin.