Aalborg-forskning afslører epidemier via Twitter og Facebook

Et it-forskningsprojekt fra Aalborg Universitet skal hjælpe med hurtigt at spotte epidemier som fugleinfluenza ved at indsamle oplysninger fra sociale medier.

Forskere fra blandt andet Aalborg Universitet er i gang med at udvikle et it-værktøj, der kan hjælpe lægerne med at opdage, når for eksempel en influenzaepidemi er ved at sprede sig.

Forskningsprojektet går under navnet M-Eco, og det fungerer ved at indsamle oplysninger fra blandt andet sociale medier på nettet. Programmet søger efter bestemte ord som for eksempel ”hovedpine” eller ”kvalme”. På den måde giver det udslag, hvis mange mennesker i et område klager over sygdom på sociale medier.

Derudover suger tjenesten også information til sig fra forskellige andre sites som for eksempel det lægevidenskabelige RSS-feed samlende site Medworm.com

Forskningsprojektet strækker sig over to et halvt år og har fået bevilget 15 millioner kroner fra EU. Aalborg Universitet deltager sammen med flere andre europæiske universiteter i projektet.

Det er ikke første gang, at internettet bliver brugt til at overvåge sygdomsudbrud. 

I forbindelse med svineinfluenza-epidemien i 2009 oprettede Google tjenesten Google Flu Trends, der gætter influenzaniveauet i et land ud fra, hvor mange influenzarelaterede søgninger, der bliver lavet på Google.