Vedtægter
Vedtægter for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin (DSKT) – revideret marts 2012 og godkendt på selskabets generalforsamling 11. april 2012
§1 Navn
Stk.1: Navn:
Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin (DSKT) Name: Danish Society for Clinical Telemedicine
Stk.2:
Selskabet er optaget i Lægevidenskabelige Selskaber (LVS).
§2 Formål og rådgivning
Stk. 1.:
Selskabets formål er, på et videnskabeligt grundlag, at befordre en øget teoretisk viden og praktiske fremskridt i forbindelse med anvendelse af telemedicinske løsninger og koncepter i det danske sundhedsvæsen, herunder monitorering, diagnosticering og behandling i borgerens eget hjem dvs. udenfor hospital /speciallæge og praktiserende læge regi. Det er endvidere selskabets formål at facilitere og kvalificere den servicetransformation telemedicin kan afstedkomme i forbindelse med et paradigmeskift i retningen af et sektorneutralt, sammenhængende, tilgængeligt og borgercentreret sundhedsvæsen. Desuden afholder selskabet videnskabelige møder og kurser for medlemmerne, samt forestår uddannelse, baseret på anvendelse af telemedicinske koncepter og løsninger.
Stk.2:
Selskabet er rådgivende for sundhedsmyndigheder og borgere vedrørende alle aspekter af telemedicin.
§3 Medlemsforhold
Stk.1:
Som medlemmer optages fortrinsvis sundhedsaktører, der ved deres virke bidrager til selskabets formål. Andre med interesse for telemedicin og selskabets formål kan ligeledes optages som medlemmer.
Stk.2:
Der kan være 3 typer af medlemskab med dertil hørende stemmerettigheder: Personligt medlemskab med følgende rettighed: Én stemme ved generalforsamlinger. Personligt medlemskab (studerende): Ingen stemmeret ved generalforsamlinger. Medlemskab for virksomheder/institutioner med følgende rettighed: Én stemme ved generalforsamlinger. Stk.3: Medlemmer optages ved henvendelse til bestyrelsen, som afgør om optagelse kan finde sted. Er der uenighed blandt bestyrelsen herom, forelægges sagen for næstfølgende generalforsamling eller møde, hvor optagelse finder sted, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er derfor. Navne på de personer, som bliver genstand for afstemning, skal være meddelt medlemmerne mindst 14 dage forud for det pågældende møde.
Stk.4:
Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Ved kontingentrestance ud over et år sker udmeldelse automatisk.
Stk.5:
Bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer i Selskabet.
§4 Bestyrelsesforhold
Stk.1:
Selskabets virksomhed ledes af en bestyrelse bestående af formand og op til otte (8) andre medlemmer, som vælges på en generalforsamling. Selskabets formand og kasserer har individuelt prokura. Mindst fire medlemmer af bestyrelsen skal være læger med en klinisk baggrund. Desuden vælges mindst to suppleanter på generalforsamlingen.
Stk.2:
Valg til bestyrelsen sker for to år ad gangen. Der vælges hvert år mindst to suppleanter på generalforsamlingen. Suppleanterne indtræder i bestyrelsen ved vakance indtil førstkommende generalforsamling.
Stk.3:
Bestyrelsesmedlemmer tildeles alle faste funktionsområder for toårige perioder. Bestyrelsen konstituerer sig med en næstformand, kasserer og akademisk sekretær. Hvis formanden har forfald, afgør bestyrelsen, hvem af dens medlemmer, der skal fungere som formand. Stk.4: Bestyrelsen vælger Selskabets repræsentant(er) i LVS
§5 Udvalg og arbejdsgrupper
Stk.1:
Bestyrelsen kan efter eget skøn nedsætte udvalg og videnskabelige arbejdsgrupper, herunder projektgrupper.
Stk.2:
Alle arbejdsgrupper og udvalg er ansvarlige over for bestyrelsen, som skal orienteres om og godkende større aktiviteter i de enkelte arbejdsgrupper og udvalg.
Stk.3:
Bestyrelsen har ret til at ophæve nedsatte udvalg eller arbejdsgrupper, hvis disses kommissorium er opfyldt eller hvis andre forhold begrunder det. Eventuelle uoverensstemmelser vedrørende ophævelse af et udvalg eller arbejdsgruppe afgøres ved simpelt flertal på den nærmest efterfølgende generalforsamling.
§6 Generalforsamling
Stk.1:
En generalforsamling er beslutningsdygtig, når den er lovlig indvarslet. Alle spørgsmål afgøres ved simpelt stemmeflertal, undtagen. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Hvis halvdelen af forsamlingens stemmeberettigede deltagere kræver det, skal afstemningen foregå skriftligt blandt de fremmødte medlemmer.
Stk.2:
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert forår og indvarsles skriftligt af bestyrelsen mindst 14 dage forud for den fastsatte dato ved udsendelse af en dagsorden med følgende punkter: Valg af dirigent Forelæggelse af formandens beretning. Herunder beretning fra udvalg og arbejdsgrupper nedsat i henhold til § 5 samt LVS Forelæggelse af det reviderede regnskab. Fastlæggelse af kontingent Valg af formand Valg til bestyrelsen Valg af suppleanter Ændringer i Foreningens love Valg til faste udvalg Valg af revisor Eventuelt
Stk.3:
Revisor vælges blandt Selskabets medlemmer for 1 år ad gangen.
Stk.4:
En ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes inden 14 dages forløb, når mindst 10 procent af Selskabets medlemmer skriftligt forlanger det og samtidig meddeler forhandlingsemnet. En ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med 14 dages varsel. dagsorden.
§7 Lovændringer
Stk.1:
Ændringer i lovene kan foretages ved de ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger, efter at forslag til lovændring skriftligt er tilstillet medlemmerne ved generalforsamlingens indvarsling. Vedtagelse af lovændringer forudsætter at mindst 2/3 af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§8 Ophævelse af selskabet
Stk.1:
Beslutning om Selskabets ophævelse kan ske på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling. Et forslag herom skal være angivet på den udsendte dagsorden. Til forslagets vedtagelse kræves, at over halvdelen af Selskabets stemmeberettigede medlemmer er for forslaget. Er denne betingelse ikke opfyldt, skal forslaget afgøres ved skriftlig urafstemning, hvortil der kræves, at over halvdelen af de afgivne stemmer er for en ophævelse. Den ophævende generalforsamling træffer tillige beslutning om anvendelse af Selskabets formue.

